(4 – 6 personer)
Börek er betegnelse for en række retter, hvori man anvender en speciel dej: Yufka. I mange lande er der tyrkiske yufkabagere, hvor man kan købe dejen færdig. Vi kan købe yufka i pakker, men den er så tør, at den knækker, når man bruger den. Man kan imidlertid lave en rimelig god yufka selv. Det vigtigste ved denne dej er, at den skal rulles så tyndt ud som fint papir.
Yufka
250 g mel
1 spsk olivenolie
1 tsk fint salt
ca. 2½ dl vand
10 g gær
Læg melet i en krans på bordet. Opløs gæren i 2 dl lunt vand. Hæld olie, vand med gær og salt ind midt i kransen og rør melet ind i væden med en gaffel fra kransens inderside. Når der er rørt så meget mel i, at dejen er ved at blive fast, æltes den grundigt igennem med hænderne. Dejen skal være fast. Den lægges i en plastpose og anbringes i køleskabet til næste dag.
Dejen deles i 8 boller, der hver for sig æltes godt igennem, hvorefter de rulles ud på meldrysset bord og rulles papirtyndt ud. Man kan rulle dejen ud på en pastamaskine, hvad der er betydeligt nemmere.
Når dejen er færdig, lægges den på meldryssede viskestykker. Den er nu parat til at blive brugt til diverse fyld.
Dejen kan enten skæres ud i firkanter, fyldet lægges da i den ene ende, siderne bøjes ind over fyldet, og börekken rulles sammen (sigara = disse ruller må ikke være tykkere end en cerut), eller dejen kan skæres i lange baner på ca. 5 cm’s bredde. Fyldet lægges i den ene ende, det nederste hjørne af dejen bøjes over til siden af det lange bånd, så der dannes en trekant. Man fortsætter med at bøje dejen over til modsat kant, så man til slut har en trekant.
Enderne af dejen hæftes under alle omstændigheder med lidt æggehvide. Börekkerne frituresteges til de er lysebrune og serveres varme.