(6 personer)
1 pakke grøn lasagnepasta
5 l vand
1 spsk salt
1 spsk olie
Kødsauce:
500 g hakket oksekød
3 fed hvidløg
3 løg
3 gulerødder
1 stilk bladselleri
½ dl olivenolie
salt, peber
1 laurbærblad
½ tsk tørret basilikum eller 1 tsk frisk, hakket basilikum
1 oksebouillonterning
2 dl tør rødvin
1 dåse flåede tomater
50 g koncentreret tomatpuré
150 g reven parmesanost
Bechamelsauce:
40 g smør / margarine
40 g mel
8 dl kogende mælk
1 løg med 3 nelliker stukket i
1 tsk salt
hvid peber fra kværnen
½ tsk reven muskatnød
Lasagne er temmelig tidskrævende. Det kan betale sig at lave en stor portion og lægge den i mindre ildfaste fade eller aluforme og fryse den ned, inden den bages. Lad lasagnen tøs op, inden den sættes i ovnen.
Kog lasagnepastaen i rigeligt kogende vand tilsat salt og olie. Kog ikke for mange plader ad gangen, de klæber nemt sammen. Lad dem koge i 8 min., selvom der måske står på pakken, at de ikke skal koge. Tag dem op efterhånden som de er kogt og læg dem på rene viskestykker.
Kødsauce:
Hak hvidløg, løg, gulerødder og bladselleri fint med en kniv på et bræt. Urterne gyldnes i en gryde i olie. Når de har taget farve, tilsættes persille, laurbærblad, basilikum og hakket oksekød. Lad det tage farve og tilsæt så vinen. Lad det koge ved svag varme til det meste af vinen er opsuget eller fordampet.
I en anden gryde opvarmes de flåede tomater med tomatkoncentratet og lidt vand, hvori man har opløst 1 bouillonterning. Lad det småkoge i 5 min. og hæld det over til kødblandingen. Lad det snurre i en halv time. Smag til med salt og peber.
Bechamelsauce:
Smelt smørret, tilsæt melet og spæd med den kogende mælk under kraftig omrøring. Tilsæt løget med nellikerne i, slat og peber. Lad saucen koge ved svag varme og hyppig omrøring i ca. 20 min. Pas godt på, den brænder nemt på.
Smør et ildfast fad med smør, hæld lidt bechamelsauce i bunden, læg et lag pasta over, dæk det med et tyndt lag kødsauce og reven ost. Fortsæt denne lagdeling til alt er brugt, slut med et lag bechamelsauce, drys medreven ost og sæt fadet i en 250 gr. varm ovn i ca. 20 min. til overfladen er gylden.